Romkuglen

mor passer barn

mor har travlt hele tiden

åh hvem der bare havde en halv time for sig selv på sofaen

barn starter i dagpleje

huset er tomt kl 8

men mor er hjemme

sofaen er ledig

ipaden er ledig

sengen er ledig

de hvide skabe sladrer ikke

senge tæppet er blødt

men meget varmt efter 2,5 time

mor får ondt i maven

mor henter barn

mor støvsuger

mor har meget travlt

Reklamer

Uduelig

udueligheden er et slags tomrum

her står jeg stille

udenfor er der en stemme der kalder:

kom ud og tag dig sammen!

men altså, her i vacummet har jeg det fint

jeg kan stå ret op uden at bevæge mig

alverdens vildskab findes kun indeni

hvem har lyst til også at omgive sig med den

IMG_2397

At få ondt af sig selv i mørket

Der er mørkt. Jeg ligger vågen og tumler med min dejlige personlighed. Det er det eneste gode ved mig, men umulig at bruge en time på til jobsamtaler. Så jeg bruger tiden på hvis og pis. Jeg forstår godt at ingen vil ansætte mig. Jeg er allerbedst helt alene med intet at gøre. Så kunne jeg sidde der i en grotte og være zen. Hvorfor blev jeg overhovedet født, kan man så tænke. Er det fordi det ikke er nok at sidde i grotten. Skal der mere til, mere angst før man rigtig kan kalde sig menneske og med.

Dengang jeg fik ros

Det har aldrig været min drøm at blive sygeplejerske. Men jeg mente det var et fornuftigt valg, der var andre, der kunne se mig i rollen og så sikkerheden omkring at de syge altid ville være her, taknemmelige for en hjælpende hånd. Ergo, jeg kunne bruges.
Der var mange lærere der så et lys i mig. Matematik læreren. Og klasselæreren, men det synes jeg selv var så flovt. Jeg hadede den dengse-mistanke. Senere dansklæreren på studenterkursus, der synes jeg skulle læse dansk på uni. Før det to lærere der anerkendte mine evner for at fotografere og sætte billeder sammen med ord. Den ene var skabsbøsse, og komplimenterede mit læbe-closeup med”Big is beautiful”. Fire mænd der kunne lide mig, kvinden gjorde mig bare flov.

 

 

Tvivleren

En dosis tvivl fra 2014:

Jeg husker tydeligt da den ene ud af to betydningsfulde mænd fortalte mig, at jeg ville være en god sygeplejerske. Det var bilen en regnvåd aften med røde blink i dråberne, på vej tilbage til Aalborg øst. Jeg var meget hos min mor og far, mit første barn var ca. halvanden år gammel. Jeg forsøgte at genkende mig selv i hans ide om mig og kunne godt.

Anden gang var ved bordet i huset i Heimdalsgade. Luffe var der. Snakken var vel på småbørn. Han siger at han sagtens kan se mig som sundhedsplejerske, den ro jeg kommer med. Jeg har aldrig haft stor viden om eller stor interesse for småbørn bortset fra mit eget. Jeg tænker ja, det kunne jeg da godt.

4 år senere forsøger jeg at genkalde mig dem, der har ment at jeg ville ende ud som en god sygeplejerske. Der var vejlederen 1. år, men det gælder ikke. Det var for tidligt, for lidt ansvar, for nemt at se god ud. De ældre sygeplejersker i hjemmeplejen ville gerne have mig som kollega, “stille fra start, men sikke en personlighed” jo tak. Senere gik det ikke så godt eller var det min paranoia, som jeg var meget præget af dengang, der bestemte. De brød sig ikke om mig. Jeg kunne ikke svare rigtigt, kunne ikke huske hvad de forskellige undersøgelser betød og hvilken påklædning de krævede af patienterne. Jeg blev usikker når de kiggede på mig og krævede svar. Ingen af betydning tilbød at jeg kunne forsøge at komme tilbage, undtagen afdelingssygeplejersken, men hun var også betydningsløs for de fleste. På boformen kunne nogle lide mig, andre tvivlede. Hvad mon Vibeke egentlig siger hvis nogen ringer og spørger efter referencer?

Det var nemt at klare sig igennem uddannelsen, især med et kvikt hoved som mit. Man behøver ikke gøre tingene sværere end de er, det er jo i bund og grund kvindens ypperste egenskaber, der blot skal frem i lyset og pudses. Og så alt det andet jeg stadig ikke kan.

Jeg har aldrig lyttet til mig selv. Jeg har aldrig troet på de ideer jeg selv kom på. De var gode ja, men virkelig også meget besværlige. Meget usikre. Jeg har arvet mange talenter fra mine forældre, men ingen tro på mig selv. Fordi de ikke troede på sig selv. Jeg forstår at lige meget hvor meget man støtter og tror på andre, så mister det al værdi hvis man ikke også tror på sig selv. Jeg er i skrivende stund ifærd med at føre det videre til mine døtre.

“Vi har altid været en særlig familie” sagde min søster engang. Vi var anderledes men gik utroligt stille med dørene omkring det. Jeg skrev i min dagbog “tale er sølv men tavshed er guld”. Fortalte det til min søster ude på gyngerne, hun var 7 år ældre og ville gerne høre sin lillesøster forklare det, vi var jo en særlig familie. Men jeg kunne ikke forklare, ville ikke, nok forstå men ikke tale. Beholdte guldet for mig selv, andet gjorde mig flov.

Jeg og min søster var romantikere og drømmere. Vi fik os senere en slem forskrækkelse.

 

 

Onsdag i september

I dag er det en helt almindelig onsdag i september. Intet ud over det sædvanlige. Børnene blev sendt i skole, selvfølgelig ikke uden indbyrdes vigtige skænderier om fx pladsen foran spejlet, eller hvem der kan den korrekte melodi til sangen om Steeen, med det tredje beeen….Faderen tog afsted tidligt på grund af vigtige sager på jobbet.

Tilbage er jeg og drengen og en mørk efterårshimmel. Gudskelov ingen vind!

Aftensmaden skal planlægges. Bordet og stolen skal tørres af med en fedtet klarklud. For ikke at tale om gulvet. Sundhedsplejersken fortalte mig at vi, i forhold til drengen, lever efter princippet BLW. Ser man det, sagde jeg med et uskyldigt smil der fik det til at se ud som om at det var første gang jeg havde hørt det udtryk. Jeg kender det jo godt (læser jo for f… blogs) har dog ikke styr på hvad de enkelte bogstaver står for og jeg gider ikke Google for så vigtigt er det vel heller ikke, men jeg ved så meget at hvis han ikke vil mades, så må han spise selv. Og jeg var desuden pænt træt af at sidde der og vifte med en ske.

Helt ærligt, jeg laver stort set ikke andet end at tørre den IKEA stol af. I guder. Ikke så underligt at faderens blik bliver tåget når jeg svarer på spørgsmålet “og hvad har I så lavet idag”

Fremover vil jeg skåne os alle og svare “ikke noget særligt”

Men idag er der alligevel sket noget særligt: jeg har skrevet dette dagbogsnotat/blogindlæg. Og bare mellem mig og wordpress, så er dette startskuddet til mine hemmelige drøm, leve af at skrive, ikke gå på arbejde.

Glædelig september!