Tvivleren

En dosis tvivl fra 2014:

Jeg husker tydeligt da den ene ud af to betydningsfulde mænd fortalte mig, at jeg ville være en god sygeplejerske. Det var bilen en regnvåd aften med røde blink i dråberne, på vej tilbage til Aalborg øst. Jeg var meget hos min mor og far, mit første barn var ca. halvanden år gammel. Jeg forsøgte at genkende mig selv i hans ide om mig og kunne godt.

Anden gang var ved bordet i huset i Heimdalsgade. Luffe var der. Snakken var vel på småbørn. Han siger at han sagtens kan se mig som sundhedsplejerske, den ro jeg kommer med. Jeg har aldrig haft stor viden om eller stor interesse for småbørn bortset fra mit eget. Jeg tænker ja, det kunne jeg da godt.

4 år senere forsøger jeg at genkalde mig dem, der har ment at jeg ville ende ud som en god sygeplejerske. Der var vejlederen 1. år, men det gælder ikke. Det var for tidligt, for lidt ansvar, for nemt at se god ud. De ældre sygeplejersker i hjemmeplejen ville gerne have mig som kollega, “stille fra start, men sikke en personlighed” jo tak. Senere gik det ikke så godt eller var det min paranoia, som jeg var meget præget af dengang, der bestemte. De brød sig ikke om mig. Jeg kunne ikke svare rigtigt, kunne ikke huske hvad de forskellige undersøgelser betød og hvilken påklædning de krævede af patienterne. Jeg blev usikker når de kiggede på mig og krævede svar. Ingen af betydning tilbød at jeg kunne forsøge at komme tilbage, undtagen afdelingssygeplejersken, men hun var også betydningsløs for de fleste. På boformen kunne nogle lide mig, andre tvivlede. Hvad mon Vibeke egentlig siger hvis nogen ringer og spørger efter referencer?

Det var nemt at klare sig igennem uddannelsen, især med et kvikt hoved som mit. Man behøver ikke gøre tingene sværere end de er, det er jo i bund og grund kvindens ypperste egenskaber, der blot skal frem i lyset og pudses. Og så alt det andet jeg stadig ikke kan.

Jeg har aldrig lyttet til mig selv. Jeg har aldrig troet på de ideer jeg selv kom på. De var gode ja, men virkelig også meget besværlige. Meget usikre. Jeg har arvet mange talenter fra mine forældre, men ingen tro på mig selv. Fordi de ikke troede på sig selv. Jeg forstår at lige meget hvor meget man støtter og tror på andre, så mister det al værdi hvis man ikke også tror på sig selv. Jeg er i skrivende stund ifærd med at føre det videre til mine døtre.

“Vi har altid været en særlig familie” sagde min søster engang. Vi var anderledes men gik utroligt stille med dørene omkring det. Jeg skrev i min dagbog “tale er sølv men tavshed er guld”. Fortalte det til min søster ude på gyngerne, hun var 7 år ældre og ville gerne høre sin lillesøster forklare det, vi var jo en særlig familie. Men jeg kunne ikke forklare, ville ikke, nok forstå men ikke tale. Beholdte guldet for mig selv, andet gjorde mig flov.

Jeg og min søster var romantikere og drømmere. Vi fik os senere en slem forskrækkelse.